60 ÅR

I 60 år har vi været par.
I 50 år har vi har haft vores hus,
som ligger på heden i vores skov.
Der har vi sammen hentet vores inspiration. Taler og ser på det nye som vi hver især lige nu arbejder med.
Det har været et spændende liv med mange udstillinger og gode oplevelser med gode kunstnervenner.

I marts 2023 skal vi sammen udstille i Rådhushallen i Ringkøbing.

       Jens og Hanne Mathiesen

Tale ved fernisering

marts 2023

For snart mange år siden lavede Søren Ryge en udsendelse om Mads og Tove Brogaard i Tim. Mads og Tove boede på Høbrovej, som er en lang og gammel vej, der fører over Ejstrup bæk, og dermed også går igennem hele to kirkesogne – Tim og Hee.
På et tidspunkt i Ryges udsendelse fortæller Tove om sin udsigt – nej, det kalder hun det ikke – det er hendes kig – det gode lange kig, som hun synes er så vigtigt at huske, når man anlægger en have. Man skal kunne kigge ud. Ud af sin have, ud i verden. Og kameraet viser så Toves kig mod syd: Læbælter og brakmarker. ”Hvad ligger der derude?”, spørger Ryge lidt undrende. ”Ja, det er jo Hvingel”, siger Tove. ”Hvingel?” siger Ryge desorienteret. ”Ja, der bor skam også nogen”, svarer Tove.

Tove er død, men der bor skam stadig nogen på Høbrovej i Hvingel. Blandt andre Hanne og Jens, når man drejer ned ad grusvejen, som fører langt ud i hede og skov og plantage. Dér – ude i verden og den vestjyske natur bor de i Sorthøj.
Og derfra kigger de ud. Men Hanne og Jens kan ikke bare selv se. De kan også få os andre til at se. Det er det, der er kunsten.

Hannes ting er fulde af humor og, synes jeg, ømhed for og kærlighed til det slidte og skæve. Du ser det, vi andre bare går forbi på stranden, i skoven, på stien. Du får os til at se skønheden i forfaldet – det rustne, det rådnende. Du kan se en smukt svunget vikingeskibsstævn i en dyrekæbe, og du får os til at opdage, at de resterende tænder er rorgængerne, der er på vej over Nordsøen til England eller af de russiske floder til Konstantinopel. Dine skulpturer er fulde af håb. Fordi de får os til at turde blive gamle og slidte og mærkede af livet. Du omsmelter det ituslåede, de skarpe glasskår, så de opstår som nye, bløde former, som lever, når lyset skinner igennem dem.
Og så er der næsten altid bevægelse i Hannes ting. Og dermed også en form for protest, synes jeg. Som tremmerne, noget forsøger at mase sig igennem. Er det nogen, der vil ud? Ud ad et vindue, et fængsel, et sind? Eller er det nogen, som vil ind? Ind gennem det grænsehegn, nogle andre har sat op for at beskytte deres del af verden?

I Kerstin Ekmans roman ”Ulvespring” sidder hovedpersonen helt alene ude i sin skov dagen før sin 70 års fødselsdag, da han ser en ulv. Eller rettere, går det op for ham i romanens løb, det er omvendt. Det er ham, der bliver set af ulven og dermed selv bliver natur. Det er ikke mennesket, som betragter naturen. Det er naturen, som betragter mennesket, og dermed får os til at indse, at vi ikke står uden for naturen. Vi er en del af naturen selv.
I romanen siger Ulf, som hovedpersonen hedder, at der er sket det for ham: at han har fået et nyt syn på den natur, han før har set helt anderledes på - det, der er sket med ham, det er det, som de gamle kaldte ”at løbe ulv”. ”Min farmor”, fortæller Ulf, ”havde fortalt mig, at der har eksisteret mænd, som var blevet forvandlet til ulve. Men kun somme tider. Så løb de bort, og ingen kunne vide hvad de foretog sig. Men ellers var de som de plejede at være. Kun var deres ene hånd en ulvepote. Den skjulte de selvfølgelig altid”.

Jeg har set efter, Jens. Begge dine hænder ser ud som menneskehænder. Men du har set ulv. Og du er blevet set af en ulv. 4 gange endda. Og jeg er slet ikke overrasket over, at det netop er dig, ulven vil se. For du har den fornemmelse, det blik og den kærlighed til naturen, som må gøre, at ikke bare ulven men al natur kan se en forbundsfælle og god kammerat i dig. Du genkender vildskaben, råheden og det storslåede både i lyngheden og træerne på din egen matrikel, i norske og færøske fjelde og i et sydfransk landskab. Og så holder du i øvrigt mund. Der er en velgørende tavshed, stilhed i dine billeder, synes jeg. Der er allerhøjst et fugletræk på en himmel, men ellers får dyr lov at være i fred og i skjul i de landskaber, du maler eller tegner. Og derfor får vi andre også lov til at være i fred i de landskaber. Man kan slå sig ned, vandre lidt omkring, stå stille og tænke, se, selv lytte efter, snuse ind og sanse i dine billeder. Og selv ”løbe ulv” - opleve at være natur. Og derfor handle – og be-handle naturen derefter. Som vores fælle. Som vores fælles ophav, som vi må dele skæbne med.

Kære Hanne og Jens – til lykke med jeres 50 årsjubilæum som udstillingsfæller og jeres 60 årsjubilæum som ægtefæller. Men først og fremmest: Tak fordi I holder øjnene åbne og prikker til os andre for at få os til at gøre det samme. Tak fordi I viser os kiggene og får os til at se ud over vores hække og hegn og se verdens vilde skønhed og ukuelige håb.

Tale ved x.x